5. mar. 2013

Fyldte chokolader med hindbærganache

Fyldte chokolader er noget de fleste kan lide, og det er virkelig noget der kan imponere kaffegæsterne, hvis du har lavet dem selv. Det tager lidt tid at lave chokolader, og det kræver selvfølgelig at man har formene til det, men når man først kommer igang, går der lidt sport i at finde på spændende fyld at putte indeni.

Skal man ud og investere i professionelle forme, er det ret dyrt. Sådan en form, som kan indeholde ca. 20 stykker chokolade, koster omkring 200 kr. Men en langt billigere silikone-form kan sagtens gøre det. Disse kan købes for omkring 50 kr.

Chokolade med hindbærganache - 10 stk:

150 g mørk chokolade
50 g hvid chokolade
2 spsk fløde
2 1/2 tsk hindbærekstrakt


Start med at lave din ganache. Den hvide chokolade hakkes groft og puttes i en skål sammen med fløden. Varm det op over et vandbad, indtil chokoladen er smeltet, og rør det sammen.


Tag skålen af varmen, og rør hindbærekstrakten i. Lad ganachen køle af.



Smelt 100 g af den mørke chokolade. Når den er smeltet, tages chokoladen af varmen, og de sidste 50 g blandes i. Jeg bruger en chokoladesmelter, men det kan også gøres i en skål over vandbad.
Hæld den tempererede chokolade i chokoladeformen - Hullerne skal fyldes ud. Bank formen mod køkkenbordet et par gange, for at fylde evt. luftlommer. Lad chokoladen sætte sig et øjeblik, og vend så formen om, så det meste af chokoladen kan løbe ud igen. Sæt formen i fryseren i ca. 5 min. Så chokoladeskallen kan stivne.



Tag lidt ganache med en teske, og fyld det i chokoladeskallerne - De skal fyldes ca. 3/4. Sæt formen i fryseren igen, så ganachen kan stivne en smule - ca. 5 min.



Tag formen ud af fryseren. Hæld chokolade ned i hullerne, og bank formen mod køkkenbordet, så det fordeler sig ud i formen. Tag en palet og skrab overskydende chokolade af. Sæt formen i fryseren en 3. gang, og vent på at at chokoladen er helt stivnet.
Når chokoladen er klar, vendes formen på hovedet, og bankes mod køkkenbordet, så chokoladerne løsner sig.


De færdige chokolader kan pyntes med chokolade, krymmel, sukkerpynt eller hvad du lige har lyst til. Her har jeg brugt små sukkerhjerter, som er sat fast med en lille bitte klat chokolade.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar